For at have en flot plan græsplæne er det nødvendigt med mange græsplanter pr. kvm. Jo flere planter, jo tættere og mere plan syner din græsplænen. Tæt græs er ligeledes med til at give din græsplæne større styrke, hvis den bruges til aktiviteter som fx fodbold.
Men græs er ikke bare græs og frøblandingen, der bruges til en god græsplæne, er meget vigtig. Billige græsfrø fra det lokale lavprisbyggemarked giver oftest en tynd og svag græsplæne. En blanding med to typer græsser vil hurtig blive grim, hvis vilkårene pludselig ikke er gunstige for den ene sort.
Vælg derfor en dyrere blanding med mange forskellige frøsorter i, da hver sort har sine fordele og i kombination giver de en stærk og holdbar græsplæne. Naturen vil selv selektere i blandingen, så de mest levedygtige sorter til lige netop din græsplæne fremmes.
Som med topdressblandingen skal frøblandingen også være tilpasset den jordbundstype og de forhold, der er i din have. Der findes frøblandinger til bl.a. områder med meget skygge, fugtig jord eller kraftig soleksponering, ligesom nogle blandinger er mere tørketolerante til de sandede jorde.
Nogle frøblandinger vil være markeret med ”Coatet”, hvilket betyder, at frøene er blevet overfladebehandlet med gødning. Dette er særligt godt til de mere sandede jorde, hvor næringsstoffer i jorden ofte er en mangelvare.
Der findes også frøblandinger med mikrokløver. Mikrokløver er en kløverart, som er meget mindre end normale hvid- og rødkløverarter. Arten vokser langsomt og har meget små blade, så græsset ikke hæmmes af den. Mikrokløver er derfor ideel at så eller efterså i græsplænen.
Kløver er en såkaldt kvælstoffikserende plante, der opfanger kvælstof fra luften, som den herefter frigiver i jorden omkring sine rødder. Denne kvælstoffrigivelse kan græsset få gavn af, så du slipper for at skulle gødske din plæne med kunstgødning i samme mængde som ellers. En græsplæne med mikrokløver vil tilmed se mere grøn ud på grund af kløverens meget grønne blade.
Hvis du ser din græsplæne blomstre og sætte frø, så undlad at opsamle det afklippede græs i denne periode, da blomstringen giver en masse frø, som hellere skal blive i græsplænen. Dette er med til at gøre din græsplæne endnu tættere, så du kan spare på eftersåningen.